bogdonation-kampagne_600px_v02

Boghandlerforeningens medlemmer er inviteret til at være med i et spændende projekt, som er skræddersyet til at skabe god omtale lokalt og en god dialog med boghandelens kunder.

Projektet er et samarbejde mellem på den ene side Boghandlerforeningen og DBK og på den anden side organisationen Læs For Livet, som arbejder på at etablere små, skræddersyede biblioteker på alle landets institutioner for udsatte børn og unge. Det er tanken bag Læs For Livet, at litteratur kan forandre liv, og at adgangen til bøger på institutionerne kan bidrage til børnenes og de unges udvikling og give dem en ballast, som de kan bruge hele livet. Projektet går ud på at indsamle brugte bøger fra kunderne i dagene 24.-26. april og sende disse videre til Læs For Livet.

Alle boghandlere, som beslutter sig for at deltage i projektet, vil – uden omkostninger for boghandelen – modtage plakater og flyers samt grafikker og tekster til brug for boghandelens egen kommunikation med medierne og på de sociale medier. DBK afhenter de indsamlede bøger uden beregning sammen med de normale returvarer og transporterer dem videre til Læs For Livet.

Vigtige deadlines:

Senest torsdag den 16. marts skal boghandlerne tilmelde sig projektet ved at skrive til Boghandlerforeningen på adressen ddb@bogpost.dk og opgive det eller de boghandlernumre, som tilmeldingen gælder.

Senest fredag den 24. marts modtager boghandlerne en pakke, som indeholder:
• Baggrundsinformation, som gør det nemt at informere kunderne – hvilke bøger er der brug for – hvilken stand skal de være i – hvordan bliver de typisk brugt?
• Plakater
• Flyers, som kan uddeles til kunderne
• Klistermærker, som skal bruges til at identificere de kasser med indsamlede bøger, som DBK skal afhente sammen med butikkens returvarer
Samtidig modtager boghandelen via e-mail diverse grafikker, tekster og pdf’er, som kan bruges i boghandelens egen markedsføring og pr-arbejde lokalt.

Mandag 24. april-onsdag 26. april indsamles bøger fra kunderne.

Fra torsdag den 27. april afhenter DBK de indsamlede bøger hos boghandelen.