Den største konkurrent til den fysiske boghandel er salget af bøger over nettet, men boghandlernes markedsandel har nu været stabil siden 2012 – og endda svagt stigende siden 2015. Det viser de seneste tal fra den årlige undersøgelse “Danskernes Bogkøb”.

Undersøgelsen har været gennemført hvert år siden 2001 i et samarbejde mellem Boghandlerforeningen og Danske Forlag. Den er baseret på telefoninterviews med ca. 1.200 voksne danskere, som svarer på spørgsmål om bl.a. hvor mange bøger, de køber, og hvor de køber dem.

I mange år var bogklubberne boghandlernes største konkurrent, men det billede vendte med nethandelens fremmarch. Salget af bøger i andre fysiske butikker som eks. kiosker, supermarkeder og varehuse voksede også i de første mange år efter bogmarkedets liberalisering, men er ifølge undersøgelsen nu også på retur.

For første gang har “Danskernes Bogkøb” også målt på købet af bøger gennem streamingtjenester, samtidig med at man har spurgt danskerne, hvor mange bøger, de har købt som e-bøger eller lydbøger. Disse tal bekræfter andre undersøgelser i, at de trykte bøger stadig er altdominerende på markedet. Knap 4% er gået helt udenom de trykte bøger, mens ca. 87% ikke har købt e-bøger og 94% har ignoreret lydbøgerne.

At der er mange andre veje til at læse en bog end selv at købe den, belyses også for første gang i undersøgelsen. Svarene på spørgsmålet “Tænk tilbage på den sidste bog, du læste eller lyttede til – hvordan fik du fat i bogen?” viser, at sammenlagt over 40% kom læseren i hænde uden udgift for ham eller hende – primært fordi bogen var en gave eller fordi den blev lånt på biblioteket eller af familie og venner.

Gå selv på opdagelse i “Danskernes Bogkøb” i de følgende tre præsentationer:

Danskernes Bogkøb – Resultater 2017
En gengivelse af årets resultater, grafisk og i tal

Danskernes Bogkøb – Udvikling 2016-2017
En sammenligning af de seneste to år i tal, med kommentarer

Danskernes Bogkøb – Tendenser 2001-2017
En grafisk gengivelse af resultaternes udvikling i hele undersøgelsens levetid