Tirsdag den 23. maj fik Årets Unge Boghandler, Michella Berger, overrakt sit diplom ved en reception på hendes arbejdsplads, Steenbergs Bog & idé, på Nørrebrogade i København.

michella-berger-og-bo-dybkaer-600x410

Årets Unge Boghandler, Michella Berger, sammen med Boghandlerforeningens direktør, Bo Dybkær

“Du blev nomineret af to boghandlere, og de ord, du fik med på vejen, talte deres tydelige sprog om, hvordan du lever op til kravene som Årets Unge Boghandler”, sagde Bo Dybkær blandt andet i sin lykønskningstale, og remsede en del af de betegnelser op, som fremgik af nomineringerne: “engageret, dedikeret, passioneret, cool, kreativ, hurtig, effektiv, begejstret, imødekommende – og en fornøjelse at arbejde sammen med”.

Michella Berger er uddannet hos Steenbergs Bog & idé og har efter endt uddannelse fået fast arbejde i boghandelen, hvor hun er ansvarlig for papirvarer, spil, skoletasker og meget mere.

Ved receptionen i boghandelen fik Michella overrakt et diplom som bevis på titlen. Hertil kommer en præmie – en studierejse til London – som Michella nu går i gang med at forberede. Hun kommer til at give en rejseberetning for de forsamlede boghandlerelever ved elevtræffet i slutningen af september måned.

Prisen som Årets Unge Boghandler er blevet uddelt hvert år i over 20 år, og prisen gives til “en boghandlerelev – på sidste år af uddannelsen eller netop færdiguddannet – som er fagligt velfunderet i boghandelens discipliner, har vist stor interesse for faget under uddannelsen og har udmærket sig ved sit initiativ og sin evne til at samarbejde”.

Det er Boghandlerforeningens medlemmer, som nominerer elever til prisen, og foreningens uddannelsesudvalg og bestyrelse, som – i samråd med Handelsfagskolens lærere – vælger prismodtageren.