DdB Nyhedsbrev 2017.08.16

Information fra Boghandlerforeningen til foreningens medlemmer

Indhold:
1. Elevtræf 2017 – Tilmelding åbner i uge 34
2. Kampagnen ”Os Der Elsker Viden” er skudt i gang
3. Skadelige stoffer i skoleudstyr til børn

1. Elevtræf 2017 – Tilmelding åbner i uge 34
De sidste detaljer i programmet for årets Elevtræf, der foregår i Skåde ved Aarhus den 19. og 20. september, er ved at falde på plads.
Elevtræffet arrangeres af Boghandlerforeningen og Handelsfagskolen og er i år støttet af Bodil og Jørgen Munch-Christensens Mindefond og forlaget People’sPress.
Samarbejdet med People’sPress betyder, at forlaget inviterer til en særlig Boghandleraften som led i træffet. Dermed kan både eleverne og de inviterede boghandlere nyde godt af programmet, som omfatter indlæg ved bl.a. Sara Blædel og Tor Nørretranders (se invitationen fra People’sPress i ForlagsNyt den 15/8).
Invitationen til Elevtræf 2017 med oplysninger om det samlede program sendes ud via e-mail til Boghandlerforeningens medlemmer i uge 34. Samtidig åbnes der for tilmeldinger via Handelsfagskolens hjemmeside, hvorefter man har frem til den 5. september til at tilmelde sin(e) elever.
Som altid er Elevtræffet for alle boghandlerelever i Danmark – uanset om man er nyansat eller næsten færdig med uddannelsen. Deltagelse er gratis, og arbejdsgiver modtager refusion af løn og transportudgifter som ved obligatoriske skoleophold.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

2. Kampagnen ”Os Der Elsker Viden” er skudt i gang
I uge 33 er kampagnen ’Os Der Elsker Viden’ gået i luften. Kampagnen skal øge studerendes viden om lovlig og ulovlig kopiering – og få dem til at holde op med at dele fysiske og digitale studiebøger ulovligt.
Kommunikationsbureauet Advice har udviklet kampagnekonceptet og de kommunikative platforme i samarbejde med Danske Forlag og RettighedsAlliancen. Kampagnen starter med et fem ugers annonceboost på Facebook og i Adwords og løber over de næste tre år med tilbagevendende annonceboosts hvert halve år ved studiestart. Boghandlerforeningen har støttet kampagnen med et beløb på 10.000 kroner.
Alle boghandlere, som ønsker at være med til at sprede kampagnens budskaber, er velkomne til at downloade og bruge kampagnens materialepakke, like kampagnens Facebook-side og dele links til kampagnens hjemmeside på egne sociale medier.
Læs mere om baggrunden for kampagnen og dens enkelte elementer på Boghandlerforeningens hjemmeside www.boghandlerforeningen.dk.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

3. Skadelige stoffer i skoleudstyr til børn
Forbrugerrådet Tænk Kemi gjorde tidligere på måneden opmærksom på, at børns skoleudstyr, eksempelvis skoletasker, pennalhuse og madkasser, kan indeholde de fire ftalater kendt som DEHP, DBP, DIBP og BBP, som er forbudt i legetøj, men ikke er reguleret i andre varegrupper.
Problemstillingen blev uddybet i en artikel i Jyllands-Posten, som du kan læse hér: http://bit.ly/2wPzEWX. Hvis forbrugerne vil være på den sikre side, opfordrede artiklen dem til at gå efter varer, som er mærket med ét af miljømærkerne Svanen og Blomsten.
Husk, at du på Boghandlerforeningens hjemmeside løbende kan se en liste over legetøj, som Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion har udpeget som problematisk som følge af legetøjets indhold af ftalater, tungmetaller o.l. Listen finder du hér: http://bit.ly/2x3zYRe.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

DdB Nyhedsbrev udsendes af Boghandlerforeningen
Børsen, 1217 København K • ddb@bogpost.dk • www.boghandlerforeningen.dk
Telefon 3254 2255 • mandag – fredag kl. 10.00 – 15.00
Medlemmerne kan til- eller afmelde e-mailadresser således:
Skriv fra den aktuelle e-mail til ddb@bogpost.dk og skriv i emnet enten “Tilmeld DdB Nyhedsbrev” og boghandlernummer eller “Afmeld DdB Nyhedsbrev” og boghandlernummer. Derefter til- eller afmeldes afsenderadressen. Dog skal boghandlens primære kontakt e-mail altid være tilmeldt, sådan at man kan modtage indkaldelser til Generalforsamling og andre meddelelser med direkte tilknytning til medlemskabet.