DdB Nyhedsbrev 2017.08.30
Information fra Boghandlerforeningen til foreningens medlemmer

Indhold:
1. Forbedret rabat til medlemmerne hos Circle K
2. NYT: Medlemsrabat på BogMarkedet
3. Husk deadline for tilmelding til Elevtræf
4. Fribilletter til bogmessen i Frankfurt
5. Nethandelen på vej mod ny rekord
6. Fra den 11/9 kan børnene stemme på Orlaprisen
7. Medlemsnyt
8. Nyt om forlag og ordreaftaler

1. Forbedret rabat til medlemmerne hos Circle K
Boghandlerforeningens indkøbsaftale med Circle K er blevet fornyet, og der er nu endnu mere at spare på både benzin og diesel. Se den nye aftale på http://boghandlerforeningen.dk/medlemskab-og-abonnementer/boghandlerforeningens-medlemsfordele/.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk
2. NYT: Medlemsrabat på BogMarkedet
Udgiverne af BogMarkedet tilbyder nu medlemmer af Boghandlerforeningen abonnement på det online fagblad med en klækkelig rabat. Priserne er:
Én bruger i et halvt år: kr. 195,00 (normalpris kr. 395,00). Herefter er prisen for 12 måneder 495,00 (normalpris for 12 måneder kr. 595,00).
Tre brugere i et halvt år: kr. 495,00 (normalpris kr. 745,00) Herefter er prisen for 12 måneder kr. 1.075,00 (normalpris for 12 måneder kr. 1.295,00).
Alle priser er ekskl. moms.
Hver ugedag modtager abonnenter på BogMarkedet et nyhedsbrev med informationer om, hvad der er sket hen over det seneste døgn. Dette gælder nyheder fra alle aspekter af bogbranchen, opdateringer om den politik, der ligger bag branchens eksistens og anmeldelser af de nyeste bøger fra Danmarks største tidsskrifter. Abonnenter kan selv oprette events, jobopslag og nyheds- og debatindlæg.
Sådan udnytter man tilbudet:
Send en e-mail til salg@bogmarkedet.dk med angivelse af:
 boghandelens navn
 boghandlernummer
 CVR-nummer
 samt e-mailadressen/adresserne på den/de bruger(e), abonnementet skal gælde for.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

3. Husk deadline for tilmelding til Elevtræf
Den 5. september er sidste frist for at melde elever til årets Elevtræf, som foregår i Skåde ved Aarhus den 19.-20. september.
Elevtræffet er for alle boghandler-elever i Danmark – uanset om man er nyansat eller næsten færdiguddannet, og Boghandlerforeningen opfordrer alle medlemmer, som har elever, til at bakke op om arrangementet.
Se invitationen til Elevtræf 2017 her: http://boghandlerforeningen.dk/2017/01/18/elevtraef-2017/.
Tilmelding sker på Handelsfagskolens hjemmeside – benyt dette link: http://www.handelsfagskolen.dk/fokus/valgfri-specialefag-1231.aspx.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

4. Fribilletter til bogmessen i Frankfurt
Den 11.-15. oktober slår Frankfurter Buchmesse igen dørene op for et tætpakket program. Medlemmer af Boghandlerforeningen, som er interesserede i 1 eller 2 gratis billetter til messen, behøver blot at sende en e-mail til ddb@bogpost.dk med angivelse af boghandelens navn og boghandlernummer samt det ønskede antal fribilletter. Der er deadline onsdag den 27. september.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

5. Nethandelen på vej mod ny rekord
Danskernes nethandel vokser stadig – i første halvår 2017 blev der handlet for 13% mere end i samme periode sidste år, viser tal fra FDIH. Og der er især vækst på handel over mobiltelefonen.
Samtidig ønsker en stigende andel af forbrugerne at hente deres pakker selv, enten i pakkeautomater eller andre udleveringsteder, frem for at få postbudet til at ringe på derhjemme.
En tredjedel af forbruget sker på udenlandske sites – på listen over de 20 mest anvendte netbutikker er halvdelen udenlandske, og Coop.dk er eneste danske butik i top fem. Amazon er nummer fire på listen, Saxo.com er nummer syv.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

6. Fra den 11/9 kan børnene stemme på Orlaprisen
Orlaprisen er de 7-12-åriges egen litteraturpris. Prisen er opkaldt efter Ole Lund Kierkegaards legendariske karakter Orla Frøsnapper, og igen i år er det børn fra hele Danmark, som har foreslået, hvilke børne- og ungdomsbøger der skal nomineres.
Det er også børnenes stemmer, som i sidste ende afgør, hvilke af de endeligt nominerede bøger, som løber med den ærefulde pris. Afstemningen åbner den 11. september – se mere på https://www.dr.dk/ultra/alt-om-orlaprisen-2017.
Der er nomineret børnebøger i fire kategorier: ”Bedste handling”, ”Bedste bog, man bliver klog af”, ”Bedste tegning” og ”Bedste karakter”.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

7. Medlemsnyt
Pr. 14. august 2017 flyttede Indeks Retail sit hovedkontor fra adressen i Hedensted til Mossvej 2, 8700 Horsens. Adresseændringen påvirker disse boghandlernummer: Webshoppen v/Indeks Retail Butik (boghandlernummer 5186 og boghandlernummer 5273) samt Indeks Retail A/S kædekontor (boghandlernummer 20178). Webshoppen har fortsat leveringsadresse i Herning.
Pr. 28. august 2017 ændrede Findbog.dk (boghandlernummer 6939) navn. Det nye navn er Dagens Bog. E-mailadressen blev ændret til kontakt@dagensbog.dk. Endvidere har Troels Hansen-Christensen (thc@dagensbog.dk) overtaget indkøbsfunktionen fra Natalie Lund Hansen.
Pr. 1. september 2017 ophører Penalhuset v/ Isortaq Trawl ApS (boghandlernummer 9070), Postboks 180, 3952 Ilulissat, Grønland. Alle henvendelser om afregning kan ske til: Sofie Sandgreen Berthelsen, Isortaq Trawl ApS, Postboks 180, 3952 Ilulissat, Grønland. Tlf. +299 944925 eller mobil +299545622
Pr. 30. september 2017 ophører Bergman Bog & idé Skibby (boghandlernummer 7630), Bymidten 2, 4050 Skibby. Der afholdes ophørsudsalg fra den 5. september 2017. Efter lukningen af bogladen bedes alle henvendelser vedr. afregning rettet til: Bog & idé ApS, C/O Aktum A/S, Tingbjergvej 7, 4632 Bjæverskov.
Information: Karin Erfurt, e-mail: karin@bogpost.dk

8. Nyt om forlag og ordreaftaler
Vi er begyndt at indgå en ny slags aftaler med forlæggerne om visning i Bogportalen uden en samtidig mulighed for en nem ordreafgivelse. Visningen omfatter naturligvis også BiBi, hvor der heller ikke vil være tilknyttet mulighed for nem ordreafgivelse.
Når man arbejder i Bogportalen ved hjælp af BiBop, vil man kunne følge linket til forlagets kontaktoplysninger og ad den vej sende forlaget en bestilling. I BiBi vil der fortsat være link til forlaget, vi opfordrer dog til at man anvender BiBops adressesøgning. Den rummer langt flere kontaktoplysninger til hver enkelt forlag. F.eks. er der en lang række forlag, der har mere end én e-mailadresse.
Vi har indgået nye aftaler om visning for:
Straarup & Co (ISBN-serie: 978-87-93592) med egen ekspedition (Ekspeditionskode: Egen).
Uanset om her er tale om en visningsaftale eller en ordreaftale er de omtalte forlags udgivelser blevet overført til Bogportalen. De er derfor til at finde i såvel BiBi som Bogportalen.
Disse forlag har opsagt deres ordreaftaler med BogInfo:
Forlaget Mari (ISBN-serie: 978-87-92811, 978-87-993649) med egen ekspedition (Ekspeditionskode: Egen).
Ved ophør af ordreaftaler fjerner vi forlagenes titler fra visning i Bogportalen. I BiBi kan du fortsat finde alle danske bøger, der er udgivet siden 1990, uanset om der er en ordreaftale eller ej.
Brug BiBop til at finde alle relevante oplysninger om forlaget (kontaktinfo, handelsvilkår, rabatvilkår osv.).
Information: Karin Erfurt, e-mail: karin@bogpost.dk

 

DdB Nyhedsbrev udsendes af Boghandlerforeningen,
Børsen, 1217 København K • ddb@bogpost.dk • www.boghandlerforeningen.dk
Telefon 3254 2255 • mandag – fredag kl. 10.00 – 15.00
Medlemmerne kan til- eller afmelde e-mailadresser således:
Skriv fra den aktuelle e-mail til ddb@bogpost.dk og skriv i emnet enten “Tilmeld DdB Nyhedsbrev” og boghandlernummer eller “Afmeld DdB Nyhedsbrev” og boghandlernummer. Derefter til- eller afmeldes afsenderadressen. Dog skal boghandlens primære kontakt e-mail altid være tilmeldt, sådan at man kan modtage indkaldelser til Generalforsamling og andre meddelelser med direkte tilknytning til medlemskabet.