Indhold:

1. Rabat på billetter til Bogforum
2. Børn læser mindre i fritiden
3. Danskernes nethandel fordoblet på kun fem år
4. Medlemsnyt
5. Nyt om ordreaftaler

1. Rabat på billetter til Bogforum
Igen i år har Boghandlerforeningen indgået en rabataftale med Bogforum. Det er i år muligt at købe 1-dags billetter (voksen) til kr. 95,00 (normalpris kr. 145,00).
Der kan maksimalt udstedes to rabatbilletter pr. boghandel, og tilbudet gælder alene foreningens medlemmer.
Hvis du er interesseret i at gøre brug af tilbuddet, skal du blot sende en e-mail til ddb@bogpost.dk, hvor du i titellinjen skriver ”Bogforum-billetter”, og hvor du i teksten angiver boghandelens navn og boghandlernummer.
Deadline for at indsende en sådan mail er fredag den 3. november.
I ugen op til Bogforum vil du så modtage en mail med en rabatkupon, som du udskriver og afleverer i Bogforums billetsalg, når du køber billet.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

2. Børn læser mindre i fritiden
Tænketanken Fremtidens Biblioteker har gennemført den største undersøgelse af 9-13-årige børns læsevaner, der nogensinde er lavet i Danmark, og resultatet giver grund til panderynkning i bogbranchen. Børn læser generelt mindre i fritiden, viser udviklingen fra 2010-2017 – samlet er der sket et fald på 5%, fra 61% til 56%, i forhold til børn, der læser mindst flere gange om ugen.
Faldet i tid brugt på læsning skyldes primært pigerne – i 2010 læste 68% af pigerne mindst flere gange om ugen, mens det var 53% af drengene. I 2017 er disse tal faldet til henholdsvis 59% for pigernes vedkommende og 52% for drengene.
Undersøgelsen viser desuden, at:
 Børn bruger generelt mere tid på sociale medier og web-tekster end på at læse bøger.
 Børns tre primære inspirationskilder til læsning er: film, venner og deres mor.
 71% af børnene låner bøger på biblioteket mindst en gang årligt mens 29% stort set aldrig låner bøger på biblioteket.
Der er altså grund til at sætte yderligere tryk på markedsføringen af bøger via de sociale medier – for eksempel over for de 9-13-åriges mødre. Læs mere om undersøgelsen og dens resultater her:
http://www.fremtidensbiblioteker.dk/greb-til-lselyst-2
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

3. Danskernes nethandel fordoblet på kun fem år
Ifølge den årlige rapport om dansk nethandel, udarbejdet af Dibs Payment Services, vil danskerne e-handle for næste 84 milliarder kroner i 2017. Det er 19% mere end i 2016, og den samlede nethandel er fordoblet siden 2012.
Andelen af danskere, der har handlet fra mobile enheder, vil ifølge rapporten runde 51 pct. – en stigning på hele 32 procentpoint siden 2012.
Læs mere om rapporten på: http://info.dibs.dk/dansk-ehandel-2017
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

4. Medlemsnyt
Pr. 22. september 2017 har Sisimiut Boghandel (boghandlernummer 9082) fået ny e-mailadresse: sisimiutboghandel@gmail.com De tidligere adresser virker ikke længere. Alle andre oplysninger er uændrede.
Information: Karin Erfurt, e-mail: karin@bogpost.dk

5. Nyt om ordreaftaler
Dette forlag har opsagt deres ordreaftaler med BogInfo:
Hygmyg ApS (ISBN-serie: 978-87-998291) med egen ekspedition (Ekspeditionskode: Egen). Forlaget er under afvikling.
Ved ophør af ordreaftaler fjerner vi forlagenes titler fra visning i Bogportalen. I BiBi kan du fortsat finde alle danske bøger, der er udgivet siden 1990, uanset om der er en ordreaftale eller ej.
Brug BiBop til at finde alle relevante oplysninger om forlaget (kontaktinfo, handelsvilkår, rabatvilkår osv.).
Information: Karin Erfurt, e-mail: karin@bogpost.dk

 

DdB Nyhedsbrev udsendes af Boghandlerforeningen
Børsen, 1217 København K • ddb@bogpost.dk • www.boghandlerforeningen.dk
Telefon 3254 2255 • mandag – fredag kl. 10.00 – 15.00
Medlemmerne kan til- eller afmelde e-mailadresser således:
Skriv fra den aktuelle e-mail til ddb@bogpost.dk og skriv i emnet enten “Tilmeld DdB Nyhedsbrev” og boghandlernummer eller “Afmeld DdB Nyhedsbrev” og boghandlernummer. Derefter til- eller afmeldes afsenderadressen. Dog skal boghandlens primære kontakt e-mail altid være tilmeldt, sådan at man kan modtage indkaldelser til Generalforsamling og andre meddelelser med direkte tilknytning til medlemskabet.