Boghandlerforeningen

7. juni 2006

Prisen som Årets Unge Boghandler går til Steffen Kjærulff


Ved en recepttion den 13. juni 2006 i Schmidt Bog & idé i Skanderborg vil Steffen Kjærulff modtage Den danske Boghandlerforenings pris som Årets Unge Boghandler af Henrik Christensen, medlem af Boghandlerforeningens bestyrelse og administrerende direktør i Indeks Retail A/S.

I nomineringen hedder det bl. a. om Steffen Kjærulff: "En ung mand som udmærker sig både fagligt og socialt som virkelig brænder for faget og branchen" og "i sin elevtid i Skanderborg har Steffen vist både entusiasme og gå-på-mod samt en generel nysgerrigheed omkring udviklingen i boghandlerbranchen".

Årets Unge Boghandler er en hæderspris indstiftet af Den danske Boghandlerforening. Den uddeles på baggrund af indstillinger fra landets boghandlere.

Med hæderen og diplomet følger en uges rejse til Essen i Tyskland til 49th International Congress of Young Booksellers, ICYB. Kongressen er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor unge boghandlere fra hele verden mødes til socialt, kulturelt og fagligt samvær. Temaet for dette års kongres er: "Explore. Experience, Move. How to improve your business skills."

Yderligere oplysninger: Den danske Boghandlerforening, tlf.: 3254 2255, email: ddb@bogpost.dk

Der kan læses mere om ICYB på www.icyb-2006.de

 

 

SK_HC1
Henrik Christensen (tv), Boghandlerforeningen og Indeks Retail og Steffen Kjærulff (th), Årets unge boghandler, ved diplomoverrækkelsen hos Schmidt Bog & idé i Skanderborg.

 

29. marts 2006

Mere, men fair konkurrence på bogmarkedet

Bogen vil få nye udviklingsmuligheder med den beslutning, som Konkurrencerådet har truffet i dag. De faste bogpriser vil blive reduceret til et minimum, og det vil fra 1. juli i år ikke længere være muligt at beskytte bogklubberne ved hjælp af faste bogpriser.

"Det er takket være en meget hurtig indgriben fra Folketingets flertal, at vi nu får mere fair konkurrencevilkår på bogmarkedet," fortæller direktør Olaf Winsløw. "På ganske få dage har forligspartierne bearbejdet undersøgelsesudvalgets rapport og sat fingeren på det ømme punkt, nemlig muligheden for beskyttelse af bogklubberne. Det er godt politisk håndværk, fordi der er skabt en fornuftig afbalancering mellem kommercielle og kulturpolitiske interesser. Jeg undrer mig stadig over, at Konkurrencestyrelsen ikke kunne finde den balance."

Det danske bogmarked er inde i en positiv udvikling. Halvdelen af Danmarks husstande har købt bøger i løbet af de sidste tre måneder, viser helt friske tal fra Institut for Konjunktur-Analyse. Det er den højeste andel siden IFKA begyndte at stille spørgsmålet i 1999. Andel af spontane bogkøb er vokset markant i de sidste par år, fremgår det også af befolkningens svar.

"Danskerne lade sig gerne inspirere af det brede udvalg af bøger i butikkerne og vil gerne købe de helt nye bøger. Det er imidlertid ikke nogen hemmelighed, at forbrugerne er prisbevidste", fortsætter direktøren for Boghandlerforeningen.

"Bogen har klaret sig godt i den hidsige mediekonkurrence, da bogen er et unikt produkt. Men under de hidtidige vilkår har boghandlerne desværre ikke haft de rigtige muligheder for at kombinere købmandskab og aktualitet til gavn for salget af danske forfatteres nye bøger. Det får de nu - takket være Folketingets indgriben - og boghandlerne står på spring for at gøre endnu mere for danskernes positive interesse for bøger og dermed for dansk litteratur. Dér bliver mere konkurrence, men det gør ikke noget - bare den er fair, så er boghandlerne klar til at honorere forbrugernes ønsker og krav."


Hent pressemeddelelsen i PDF-format.

22. marts 2006

Nu trænger vi til et liberalt bogmarked

Boghandlerforeningen anbefaler en fuld liberalisering af bogmarkedet og fjernelse af alle faste priser. Der er i dag ikke grund til at bekymre sig om salget af danske bøger, om antallet af nye danske bøger, eller om befolknings mulighed for at handle i velassorterede boghandler landet over. Faste priser på danske bøger tjener derfor ikke længere kulturpolitiske formål. Det mener ligesom Boghandlerforeningen flertallet i den nye rapport fra Kulturministeriets undersøgelsesudvalg, og synspunktet støttes umiddelbart af Konkurrencestyrelsens repræsentant i udvalget.

"Men ejendommeligt nok tør Konkurrencestyrelsen ikke tage konsekvensen, men vil fortsat give forlagene lov til at sætte faste priser på en del af de nye bøger; sandsynligvis den del, som også vil komme i bogklub" - siger direktør Olaf Winsløw.

"Boghandlerne har i de sidste fem år omstillet sig til en virkelighed, hvor de ikke har nogen beskyttelse, og hvor konkurrencen er hård. Især fordi der går meget kort tid fra udgivelsen af en bestseller til den kommer i bogklub, og fordi bogklubprisen ligger cirka 40 procent under ordinærprisen.

Vi mener, at markedet for nye danske romaner, biografier og debatbøger er mest truet af manglende dynamik. En væsentlig del af publikum vil i dag have et godt tilbud for at komme ind i butikken, og de bliver systematisk bombarderet med, at den laveste pris finder de i bogklubberne. Derfor bliver alt for mange nye bøger ikke solgt, fordi kunden 'vil lige vente og se, til den kommer i bogklub'."

Boghandlerforeningen mener, at der ikke er brug for, at bogklubberne beskyttes, men for, at boghandlen kan lave den dynamik ude i lokalsamfundet, hvor bogkøberne findes.

"Det har Konkurrencestyrelsen efterspurgt i årevis, men nu mener styrelsens repræsentant pludselig, at forlag og boghandlen skal have en periode til at indstille sig på mere konkurrence. Men hvis en af parterne i konkurrencen er beskyttet, og boghandlerne ikke er det, hvordan kan vi så indstille os på konkurrencen?" - spørger direktør Olaf Winsløw.

Den danske Boghandlerforening glæder sig derfor over, at Kulturministeren vil tage en drøftelse med Folketingets partier om den nye rapport om Det Danske Bogmarked, som Kulturministeriet har offentliggjort i dag. Forhåbentlig vil ministeren også forhindre, at Konkurrencerådet inden Folketingets drøftelse træffer beslutning om en ny fastprisordning, som ikke gavner forbrugerne eller boghandlen.

Hent pressemeddelsen i PDF-format.

 

ToppenForside Print Kontakt