DdB Nyhedsbrev 2018.04.11
Information fra Boghandlerforeningen til foreningens medlemmer

Indhold:
1. Den nye boghandleruddannelse begynder at tage form
2. Egmont Fonden giver millioner til Læs For Livet
3. Reminder: generalforsamling den 17. april
4. Nyt om boghandlere
5. Nyt om ordreaftaler

1. Den nye boghandleruddannelse begynder at tage form
Som vi annoncerede den 23. marts, har Boghandlerforeningens bestyrelse besluttet at flytte boghandleruddannelsen fra Handelsfagskolen i Odder til Tietgen i Odense.
Bianca Tranberg, som i 2017 var ansat som litteraturlærer i Odder, bliver ansvarlig for uddannelsen i Odense.
I den kommende måned vil Bianca Tranberg i samarbejde med Boghandlerforeningens uddannelsesudvalg, Tietgens ledelse og den øvrige lærerstab på Tietgen tilrettelægge den nye struktur for boghandleruddannelsen. Målet er at tilbyde en langt bedre uddannelse ved at tænke alle led i skoleopholdene forfra og ved at trække på Tietgens samlede professionelle kunnen.
Inden udgangen af maj måned annonceres den overordnede struktur for uddannelsen, og inden sommerferien vil alle detaljer være på plads. Alle skoleophold, som er planlagt til efter sommerferien, vil blive afviklet på Tietgen. Læs mere om tankerne bag den nye uddannelse og om, hvordan lærepladserne og eleverne skal forholde sig i forbindelse med flytningen af uddannelsen, på foreningens hjemmeside www.boghandlerforeningen.dk.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

2. Egmont Fonden giver millioner til Læs For Livet
Projektet Læs For Livet, som over 100 medlemmer af Boghandlerforeningen samlede bøger ind til i 2017, udvider aktiviteterne i kraft af en stor bevilling fra Egmont Fonden.
Læs for Livet har siden 2012 leveret skræddersyede biblioteker til anbragte børn og unge ud fra devisen om, at lystlæsning giver et bedre liv. På grund af den af den stigende positive effekt, Læs for Livet har haft på udsatte børn og unge, udvider de nu deres målgruppe – til de helt små. Målgruppen er nu også børn, som er anbragt i plejefamilier eller modtager forebyggende foranstaltninger fra kommunen, og dermed er i risiko for at blive anbragt. Intentionen med Læs for Livets nye initiativ ’En god begyndelse’ er at bidrage til børnenes læselyst allerede inden de begynder i skole. Egmont Fonden støtter indsatsen med 3,2 mio.kr.
Egmont Fonden bevilliger samtidig også 1,7 mio.kr. til indsatsen HOME-START. Gennem et robust frivillignetværk giver indsatsen støtte til udsatte småbørnsforældre i at styrke deres børns sproglige udvikling, så børnene får lyst til at lære at læse. På længere sigt forventes tilbuddet at bidrage til, at børnene vil klare sig bedre uddannelsesmæssigt.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

3. Reminder: generalforsamling den 17. april
Boghandlerforeningens ordinære generalforsamling afholdes tirsdag den 17. april 2018 kl. 12.00 på Børsen i København.
Indkaldelse med foreløbig dagsorden og bilag blev udsendt den 16. marts, og endelig dagsorden er udsendt den 9. april. Alt materiale vedrørende generalforsamlingen kan læses og downloades på foreningens hjemmeside på adressen https://boghandlerforeningen.dk/2018/03/16/indkaldelse-boghandlerforeningens-generalforsamling-2018/.
Kl. 11.00, forud for generalforsamlingen, afholdes valgmøde i den fælles valggruppe samme sted.
Som medlem kan man være repræsenteret på generalforsamlingen via fuldmagt. Hvert medlem, som møder op personligt, kan medbringe 1 fuldmagt for 1 andet medlem. Fuldmagtsblanket kan downloades fra hjemmesiden.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

4. Nyt om boghandlere
Pr. 1. maj 2018 indmeldelse Bog & idé Bredegade, Aalborg (boghandlernummer 8640), Bredegade 18, 9000 Aalborg i Boghandlerforeningen. Bogladen er en ny etablering med forventet åbning den 17. maj 2018. Den daglige ledelse vil blive varetaget af Klaus Simonsen. E-mail til butikken 8640@bogpost.dk telefon er endnu ikke oplyst. Bogladen vil indgå i kædesamarbejdet hos Bog & idé. Den ejes af Bog & idé Bredegade, Aalborg ApS (CVR 39 41 42 36), hvor Klaus Simonsen og Dennis Simonsen udgør direktionen.
Pr. 31. juli 2018 lukkes George Christensen Bog & idé, Axeltorv (boghandlernummer 6680), Axeltorv 10, 4700 Næstved. Der afholdes ikke ophørsudsalg. Bogladen ejes af Bog & idé Axeltorv 10 Næstved ApS (CVR 32 28 52 95). Efter lukningen af butikken bedes henvendelser om afregning sendt til: Steen Kastrup Christensen, Axeltorv 10, 4700 Næstved e-mail skc@bogpost.dk
Information: Karin Erfurt, e-mail: karin@bogpost.dk

5. Nyt om ordreaftaler
Vi har indgået nye aftaler om ordrelinjer for:
Forsvarsakademiet (ISBN-serie: 87-91421, 87-986069, 87-988952, 978-87-7147, 978-87-91421, 978-87-985437, 978-87-986069, 978-87-988952) med delvis ekspedition hos Syddansk Universitetsforlags Ekspedition (Ekspeditionskode: SDUF). Forventet leveringstid fra modtagelse af ordre: 1-2 dage efter ordremodtagelse Fragtfri leveringering.
Forlagets udgivelser er overført til Bogportalen, og fremover kan du finde udgivelserne i såvel BiBi som Bogportalen. Afhængig af forlagets aftale med Boghandlerforeningen og dernæst forlagets valg kan du muligvis bestille i Bogportalen, ellers skal bestillingen ske i BiBi. Det vil tydeligt fremgå på den enkelte titels visning i Bogportalen, om der er ordreoptagelse i BiBi eller ej.
I BiBi kan du fortsat finde alle danske bøger, der er udgivet siden 1990, uanset om der er en ordreaftale eller ej.
Brug BiBop til at finde alle relevante oplysninger om forlaget (kontaktinfo, handelsvilkår, rabatvilkår osv.).
Information: Karin Erfurt, e-mail: karin@bogpost.dk

DdB Nyhedsbrev udsendes af Boghandlerforeningen
Børsen, 1217 København K • ddb@bogpost.dk • www.boghandlerforeningen.dk
Telefon 3254 2255 • mandag – fredag kl. 10.00 – 15.00
Medlemmerne kan til- eller afmelde e-mailadresser således:
Skriv fra den aktuelle e-mail til ddb@bogpost.dk og skriv i emnet enten “Tilmeld DdB Nyhedsbrev” og boghandlernummer eller “Afmeld DdB Nyhedsbrev” og boghandlernummer. Derefter til- eller afmeldes afsenderadressen. Dog skal boghandlens primære kontakt e-mail altid være tilmeldt, sådan at man kan modtage indkaldelser til Generalforsamling og andre meddelelser med direkte tilknytning til medlemskabet.