DdB Nyhedsbrev 2018.08.15
Information fra Boghandlerforeningen til foreningens medlemmer

Indhold:
1. Husk tilmelding til Elevtræf
2. Fribilletter til bogmessen i Frankfurt
3. Husk Kursus for Oplæringsansvarlige – og Indvielsesreception
4. Nyt om boghandlere
5. Nyt om ordreaftaler

 

1. Husk tilmelding til Elevtræf
Den 18.-19. september 2018 afholdes der igen Elevtræf for alle landets bogelever, og i år er træffet for første gang en obligatorisk del af uddannelsesforløbet.
Det bliver det første elevtræf, som afholdes på Tietgenskolen i Odense, og både Tietgen og Boghandlerforeningen har lagt sig i selen for at skabe et spændende og udbytterigt program – herunder et besøg hos DBK i Køge.
Alle boghandlere, som har elever, har i denne uge modtaget et brev fra Tietgen med varsel om, at eleverne skal tilmeldes. Og om få dage udsender Boghandlerforeningen et detaljeret program for træffet med oplysning om praktiske forhold og om hvordan man tilmelder sig og hvor og hvornår man skal møde op. Tilmeldingsfristen er den 31. august.
En ”Boghandleraften”, arrangeret af People’sPress, er igen i år en del af elevtræffets program – i år med deltagelse af en perlerække af medvirkende: Mads Steffensen, Sara Blædel, Liv Martine Hansen, Simone Thorup Eriksen, Charlotte Bøving, Julia Sofia Aastrup og Cana Buttenschøn.
Elevtræf 2018 har modtaget økonomisk støtte fra People’sPress og Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

2. Fribilletter til bogmessen i Frankfurt
Skal I til bogmesse i Frankfurt i dagene 10.-14. oktober? Igen i år kan Boghandlerforeningen tilbyde sine medlemmer gratis billetter til messen.
Skriv en e-mail til ddb@bogpost.dk senest tirsdag den 28. august. Skriv ”Frankfurt” i emnefeltet på mailen, som også skal indeholde boghandlernummer og det ønskede antal billetter.
Vi udsender vouchernumre – og beskrivelse af, hvordan de skal benyttes – i begyndelsen af september.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

3. Husk Kursus for Oplæringsansvarlige – og Indvielsesreception
Den 22. august afholder Tietgen i Odense det første Kursus for Oplæringsansvarlige. Kurset styrker den oplæringsansvarliges viden om uddannelsens opbygning og fungerer som en introduktion til det faglige indhold på hvert af de forskellige skoleophold og til, hvordan man i det daglige bruger Tietgens digitale platform som et værktøj i oplæringen af eleven.
Samtidig vil deltagerne blive mere bevidst om deres ansvar og rolle og om, hvordan de kan arbejde med forskellige kommunikationsformer, som styrker dialogen og samarbejdet med eleven. Boghandlerforeningen anbefaler, at alle, som har elever, prioriterer at lade deres oplæringsansvarlige deltage på kurset.
Tilmelding: www.efteruddannelse.dk, kviknr. 647173. Kontakt: Marianne Aalykke 6545 2509 maa@tietgen.dk.
Samme dag som kurset afholder Tietgen en officiel Indvielsesreception for den nye boghandleruddannelse. Receptionen foregår på Rugårdsvej 286, Odense NV, kl. 17-19.00, og både kursets deltagere og boghandleruddannelsens øvrige venner og samarbejdspartnere er inviteret.
Information: Bo Dybkær, e-mail: bo@bogpost.dk

4. Nyt om boghandlere
Arnold Busck (boghandlernummer 1390) har fået ny butikschef i skikkelse af Stefan Arcardi Andresen. Desuden er Berit Kjær Larsen og Clea Bautista indtrådt i stillinger er souschef.
Pr. 7. maj 2018 flyttede DAC boghandel – Dansk Arkitektur Center (boghandlernummer 1626) til nye omgivelser i BLOX med adressen Bryghuspladsen 10, 1473 København K. De har hidtil boet på Strandgade 27 B, 1401 København K. Christina Oppermann varetager ledelsen af boghandelen. Stine Bidstrup står for indløb af bøger.
Pr. 25. maj 2018 etableredes Klingbjerg Sprogforlag & Boghandler (boghandlernummer 20846), Sankt Peders Stræde 51, 1453 København K, telefon 2027 5539 og 2679 7981, e-mail klemann@klingbjerg.dk Boghandelen ejes af Torvet 5 I/S (CVR 11 01 48 79), hvor man finder Christa Pålsson og Thomas Klemann bagved. De kendes i forvejen fra Forlaget Klingbjerg.
Pr. 28. maj 2018 tiltrådte Peter Myrthu Elmegaard som leder og butikschef hos Museumsbutikken Louisiana (boghandlernummer 5797). Alle andre oplysninger er uændrede.
Pr. 1. juni 2018 tiltrådte Jon Vestergaard Andersen som daglig leder hos Arnold Busck Lab (boghandlernummer 2295).
Pr. 1. juni 2018 tiltrådte Jeanett Wittrup Thorsen som daglig leder hos Arnold Busck (boghandlernummer 6803), Vestergade 64, 5100 Odense C e-mail: odense61@arnoldbusck.dk
Pr. 1. juli 2018 udtrådte Rutiner og Ritualer (boghandlernummer 20732) af kædesamarbejdet med Kon-tur. Bogladen er ikke indgået i et andet kædesamarbejde.
Pr. 30. november 2018 ophører Thinghøj´s Boghandel, (boghandlernummer 4678), Jernbanegade 27, 3600 Frederikssund. Efter lukningen bedes alle henvendelser vedr. evt. afregning sendt til Peter Thinghøj Christiansen, Roskildevej 5, 3600 Frederikssund e-mail boghandel@outlook.dk. Der afholdes ophørsudsalg frem mod lukningen.
Information: Karin Erfurt, e-mail: karin@bogpost.dk

5. Nyt om ordreaftaler
Følgende forlag har opsagt deres ordreaftaler med BogInfo:
Forlaget Gallo med egen ekspedition
I BiBi kan du fortsat finde alle danske bøger, der er udgivet siden 1990, uanset om der er en ordreaftale eller ej.
Brug BiBop til at finde alle relevante oplysninger om forlaget (kontaktinfo, handelsvilkår, rabatvilkår osv.).
Information: Karin Erfurt, e-mail: karin@bogpost.dk

DdB Nyhedsbrev udsendes af Boghandlerforeningen
Børsen, 1217 København K • ddb@bogpost.dk • www.boghandlerforeningen.dk
Telefon 3254 2255 • mandag – fredag kl. 10.00 – 15.00
Medlemmerne kan til- eller afmelde e-mailadresser således:
Skriv fra den aktuelle e-mail til ddb@bogpost.dk og skriv i emnet enten “Tilmeld DdB Nyhedsbrev” og boghandlernummer eller “Afmeld DdB Nyhedsbrev” og boghandlernummer. Derefter til- eller afmeldes afsenderadressen. Dog skal boghandlens primære kontakt e-mail altid være tilmeldt, sådan at man kan modtage indkaldelser til Generalforsamling og andre meddelelser med direkte tilknytning til medlemskabet.