Undervisningsminister Merete Riisager overrakte diplom og blomster til Camilla Groth Pejtersen

Det sker normalt kun i film- og musikbrancherne, at en stjerne skal på podiet flere gange for at modtage ikke bare én, men flere priser. Men Camilla Groth Pejtersen fra Kr. F. Møllers Boghandel i Aarhus gjorde kunsten efter, da hun først blev kåret som Årets Unge Boghandler på årets Elevtræf i Odense – for derefter, kun seks dage efter, at stå på scenen i børssalen i København for at modtage førstepræmien i Detailhandlens Fagprøvepris.

Titlen som Årets Unge Boghandler, som Camilla fik den 18. september, gives til en elev, som “er fagligt velfunderet i boghandelens discipliner, har udvist stor interesse for faget og udmærker sig ved sit initiativ og sin evne til samarbejde”.

I vurderingen af kandidater lægges der særlig vægt på kvaliteten af kandidatens fagprøve, og udnævnelsen foretages af foreningens uddannelsesudvalg i samråd med lærerne på boghandlerlinjen på fagskolen.

Det var derfor ikke overraskende, at det netop var Camilla, som mandag den 24. september måtte på podiet igen for også at modtage detailhandelsbranchens fornemme udmærkelse. Det er kun anden gang, en boghandlerelev modtager førstepræmien i Detailhandlens Fagprøvepris – første gang var, da Camilla Hau Johansen fra Schmidt Bog & idé i Skanderborg fik prisen i 1999.

Camilla Groth Pejtersens fagprøve sigtede mod at identificere og opdyrke en ny og vanskelig kundegruppe blandt læseinteresserede Aarhusianske unge. Camilla lagde et stort forarbejde i at opsøge de unge på skoler og biblioteker og via de sociale medier, hvorefter en udvalgt skare af de unge bogelskere mødtes i en læsegruppe og anmeldte og anbefalede titler over for andre unge i boghandelen og på de sociale medier. Fagprøven munder dermed ud i en blivende aktivitet, som kan styrke boghandelens indsats over for målgruppen, og det bliver fortsat Camilla, som styrer projektet – hun er efter endt læretid blevet fastansat hos Kr. F. Møller.

Med prisen som Årets Unge Boghandler følger et rejselegat på kr. 5.000 og et diplom, som nu matches af diplomet for førsteprisen i Detailhandlens Fagprøvepris og yderligere 25.000 kr. Detailhandlens Fagprøvepris arrangeres af Dansk Erhverv og HK Handel.

 

Fra overrækkelsen af prisen som Årets Unge Boghandler den 18. september. Camilla Groth Pejtersen sammen med Boghandlerforeningens direktør, Bo Dybkær