Der er sorte skyer i horisonten i det danske detailhandels-landskab. Kun otte dage efter at Arnold Busck gik konkurs, fordi likviditeten ikke rakte længere, dokumenterer Dansk Erhverv i en frisk medlemsundersøgelse, at mange andre nu stirrer ned i den samme afgrund.

Blandt supermarkeder, købmænd og andre, der forhandler dagligvarer, har 38% oplevet en omsætningsnedgang under krisen, skriver Dansk Erhverv. Det tilsvarende tal for landets øvrige butikker er 88%. Udvalgsvarebutikkerne har i gennemsnit mistet 45% af omsætningen, og det er så hård en belastning for deres økonomi, at 41% af dem siger, at de kun har likviditet til to måneder mere, hvis tingene fortsætter som nu.

Og DEs medlemmer har ikke de lyseste forventninger til den nærmeste fremtid. 42% af dem frygter, at de må bruge mere end et halvt år på at komme tilbage på det omsætningsniveau, de havde før corona-krisen.