Bergman Bog & idé ApS, som driver Bog & idé / LegeKæden-butikker i Helsingør, Hørsholm, Frederikssund og Nexø, har investeret 500.000 i et nummersystem, der skal medvirke til at sikre, at retningslinjer og anbefalinger om håndtering af Covid-19 bliver overholdt.

”Det er vigtigt for os – med flere store handelsdage som Black Days og ikke mindst julehandelsdagene lige om hjørnet –  at kunderne oplever, at de kan være trygge ved at handle hos os, og at personalet er trygge ved at komme på arbejde” udtaler direktør og indehaver af butikkerne, Peter Bergman.

Information til kunderne om nummersystemet i Bergmans Bog & idè.

Nummersystem skal sprede kunder, styre kø og give en tryg kundeoplevelse

Nummersystemet, som man kender det fra bl.a. apotekerne, skal understøtte spredningen af kunder ud i butikken, og samtidigt medvirke til at undgå – og styre – kø ved kasserne.

”Vores tanke med nummersystemet er, at vores kunder trygt skal kunne gå rundt i butikken og enten straks eller undervejs gennem sin indkøbstur gå til nummerstanderen og trække et nummer for at blive ekspederet ved kassen”, fortæller Peter Bergman, og tilføjer ”og gerne med det resultat, at køen ved kasserne bliver begrænset, for det giver mulighed for at holde mere afstand og en generel hurtigere ekspeditionstid”

Nummersystemet og kundespredningen åbner også for, at fagpersonalet kan hellige sig service og rådgive kunderne på gulvet.

Bergmans butikker har alle sammen fire til fem kassesektioner, og har derfor under normale omstændigheder ikke de store problemer med meget kødannelse ved kasserne, men på de store handelsdage, som i julen og ved Black Days, er der større kundeflow og derfor mere tryk på kasserne . Det skal nummersystemet være med til at undgå – eller i hvert fald begrænse mest muligt.

Webshop-kunder kan afhente bestillinger i butikken endnu hurtigere

 ”Vi har generelt mange kunder som handler i Bog & idés webshop med afhentning i butikken, men der er ekstra mange i julehandlen”, siger Peter Bergman. ”Nummersystemet er en smart foranstaltning og en ekstra fordel for de kunder, fordi de kan tjekke ind i butikken og straks trække et nummer specifikt til ”klik og afhent”. Varebestillingen bliver på den måde hurtigere udleveret, og det medvirker til at begrænse kø og opholdstid i butikken”.

Bergman Bog & idé / Legekæden håber, at alle kunder vil tage godt imod nummersystemet, som ikke findes i tilsvarende format hos andre boghandlere og legetøjsbutikker.

”Vi ser frem til, at vi sammen med vores personale og loyale kunder tager ansvar for at sikre forsvarlig shopping, som kan medvirke til at holde butikslivet i gang i denne tid,” slutter Peter Bergman.