Man kan vist roligt sige, at Verdensbogugen har fået etableret sig som årligt event. Boghandlere over hele Danmark åbnede den 25. september for tredje gang dørene for alle børn mellem 9 og 12 år og uddelte årets gratis bog.

Kim Aces “Geminiforbandelsen” appellerede med sin dramatiske forside og usædvanlige undertitel “En episk fortælling om tis og trolddom” til mange – så mange, at alle 30.000 bøger blev revet væk i forudbestillinger hos DBK.

Særligt har mange skoler fået øjnene op for Verdensbogugen i år. En af de lærere, vi har haft kontakt med, skriver (fra Skolen Ved Sundet i København):

“Hvilken gave og hvilke heldige børn er det ikke, der bare sådan får foræret en bog 🙂 Vi er meget imponerede over initiativet, og tænker det er en super måde at puste til læselysten på og få gang i fremtidens bogslugere og læseheste. At få en bog er en god gave, og for nogle af vores elever vil det måske være første gang. Vi håber, at der på de næste mange ønskesedler vil være bøger, og at dette event er medvirkende dertil.

Nogle klasser vil læse bogen sammen for at få en fælles oplevelse, andre klasser vil bruge den som bogklub, hvor eleverne i mindre grupper taler om og oplever bogen sammen. I andre klasser vil vi opfordre til, at forældrene bruger den til højtlæsning for deres børn og sammen får en god litterær oplevelse, og at man tager læseoplevelsen med i skole og deler den med de andre .

I min egen klasse vil jeg arbejde med bogen i både dansk, billedkunst og UUV. Jeg tænker, at vi læser den højt for hinanden i snesen ( et læsebånd på 20 min., som vi har hver dag), og så skal vi ellers undersøge hvilke forbandelser vi kender, vi skal tale om venskab, og vi skal arbejde med fantasyfigurer i billedkunst – enten i papmache eller i et stort fælles format. Tænker også at visse sjove dele af bogen egner sig til drama/læseteater , så vi sammen også griner, mens vi gyser. Der er nok at tage fat i!”

Vi er i Boghandlerforeningen så glade og stolte over, at Verdensbogugen i år var sådan en kæmpe succes.
Stor tak til sponsorerne Carlsen, Lindhardt & Ringhof, Clemenstrykkeriet og DBK.  Stor tak til alle de skønne boghandlere, der deltog i Verdensbogugen og tog sig tid til at gøre noget ekstra ud af det hele. Og stor tak til alle de voksne, der tog deres børn og elever med i boghandlen i uge 39!

Herunder lidt flere stemningsindtryk:

Vinduet i Klein Boghandel på Gl. Kongevej i København.
Alle børnene fik en hilsen fra Kim Ace i Bog & idé Holbæk.
Kim Ace læser højt af Geminiforbandelsen i Bog & idé Holbæk.
BOGhandleren på Godthåbsvej i København havde pyntet vinduet med plakat og bøger.
Besøg fra Samsøsgades skole i Sallings bogafdeling i Aarhus.
304 børn, fra 4. og 5. årgang på skolerne i 8370-området var inviteret ind i Bogormen Hadsten sammen med deres dansklærere.
Forfatteren med en fangruppe iklædt særlige Kim Ace-tshirts. Fra Bogormen Hadsten.
Marieskolen fra Tønder til Verdensboguge hos Jefsen Bog & idé.
Alle på 6. årgang fik gratis-bogen Geminiforbandelsen af Kim Ace i Jefsen Bog & idé.