Fredag den 19. november blev Stine Pilgaard ved en storstilet middag kranset af formanden for De Gyldne Laurbær Kenneth F. Pedersen i overværelse af en stor del af det danske bogmiljø. Anerkendelsen fik hun af boghandlerne for “Meter i sekundet”, som er blevet overvældende modtaget af både af anmelderne og læserne. Boghandlerforeningen bringer her formandens tale til Stine Pilgaard.

Kære brevkasse,
Jeg er en ung århusianer i den bedste alder, der ad omveje har fået at vide, at jeg i nærmeste fremtid kommer i besiddelse af en større portion laurbær. Ja, flere laurbærblade end den gennemsnitlige småbørnsfamilie har behov for de mange næste år frem.
Det er kommet noget bag på vej, og jeg har ingen anelse om hvad man skal bruge laurbær i de mængder til. Jeg har googlet mig frem til, at man historisk set mest har enten hvilet på dem – eller brugt dem til bankekød. Ingen af delene tiltaler mig dog synderligt, og især sidstnævnte er ikke super awesome i København, hvor jeg nu lige er flyttet til.
Hvad gør jeg? Giveren er de danske boghandlere, og de giver mig dem nok i den bedste mening.

Kærlig hilsen
den forvirrede, dog glade, forfatterinde

 

Kære forvirrede, dog glade, forfatterinde,
Vi anerkender din tvivl, og mange forfattere før dig har stået i denne situation. Faktisk omkring 70 forfattere før dig, hvor mange af dem sidenhen har fået en betydelig plads i litteraturhistorien.
Karen Blixen, Tove Ditlevsen, Tom Kristensen – og en god håndfuld af de tidligere modtagere er her også i dag for at fejre dig.

Og kun ganske få af de 70 forfattere har brugt laurbærrene til at hvile på. Hvor mange, der valgt at lave den klassiske danske middagsret bankekød af den modtagne krans, findes der desværre ikke data på, men vi ved med dyrekøbt erfaring, at man altid vil kunne smage det gyldne, uanset hvor længe retten simrer.

Men hvad kan man så bruge gyldne laurbær til?
Først og fremmest skal de nydes.
Du skal være stolt.

For de danske boghandlere stemmer ifølge præmissen på “en nulevende dansk forfatter, der i seneste kalenderår har udsendt en skønlitterær bog, som efter din bedømmelse vil vinde en plads i litteraturen, og som fortjener al den påskønnelse og opmuntring, som vi boghandlere og medhjælpere gennem denne manifestation kan bidrage til.

Den skønlitterære bog, som du og dit forlag Gutkind fik udgivet maj 2020, var jo Meter i Sekundet, og bogen fik i den grad boghandlerne til at tænke på dig, da de fór til stemmeboksen. Ved optællingen var vi ikke mange stemmesedler henne, før vi kunne se et tydeligt mønster. Det var i år du skulle kranses.

Og det overraskede os ikke, efter at have set det liv, den bog har haft. For Meter i Sekundet er det, jeg vil kalde en “superspreder”. Jeg tror nok, at jeg i et interview til TV 2 lidt overfriskt fik kaldt dig en superspreder, men det var heldigvis bogen, jeg hentydede til.

Bogen fangede hurtigt an i din fangruppe og begejstrede folk, uanset om de havde læst dine første to bøger, Min mor siger & Lejlighedssange. Passager fra Meter i Sekundet blev citeret ganske ofte, f.eks. i taler – og vi hørte fra flere, at brudstykker fra bogen tit blev læst op for den søvnige sengepartner, “nej, du skal lige høre det her, så skal jeg nok tie stille…”.

Og så blev Meter i Sekundet foræret som gave, tit og ofte til modtagere, der ikke specifikt havde Meter i Sekundet på ønskesedlen, fordi giveren ønskede fødselaren den samme store læseoplevelse.  Meter i Sekundet er underholdende og rørende og meget, meget sjov. Og det betyder ikke, at bogen er letbenet; det betyder ikke, at der ikke er noget på spil.

Det er forfriskende at blive mindet om, at litteratur sagtens kan være alvorlig/seriøs, endda satirisk, uden at forfalde til sarkasme eller berøre de emner, der typisk kaster anmelderroser og bestsellere af sig: storpolitik, opvækst og krig. Vi har nemlig her “bare” at gøre med det genkendelige. Men som Berlingskes anmelder skrev “Under ordenes lethed ligger imidlertid andet og mere end komik og retorik.”

På mange punkter er Meter i Sekundet det, nogle i branchen kalder black swans. Især hvis man sammenligner den med mange af de tidligere modtagere af De Gyldne Laurbær. Altså en udgivelse, der stik imod alle teorier og beregninger om, hvordan den vil klare sig, alligevel viser sig at være mere end levedygtig.

Forlaget vidste naturligvis godt, at Meter i Sekundet ville klare sig godt. Det har de tidligere romaner jo gjort. Og de havde jo læst den og selvom den imponerende nok var Gutkinds første udgivelse, er alle på forlaget så erfarne, at de godt kan genkende en sællert når de ser den. Og vi hos De Gyldne Laurbær, vidste godt, at du ville få en sjat stemmer. Det gjorde du jo også efter dine to forrige udgivelser. Men at vi skulle stå her i dag, med en ventende laurbærkrans på podiet og en gedigen super-bestseller som omdrejningspunktet, det er black swan-agtigt.

Udover alle de kvaliteter bogen har, skyldes det også timingen.

Da Meter i Sekundet udkom, var Danmark lukket ned kort forinden. Pludselig skulle vi være hjemme, og der var ikke så meget at grine af. Det, fik vi med Meter i Sekundet – og så skulle vi også til at synge fællessange. Dét fik vi også i Meter i Sekundet.

Er der noget der nemlig kendetegner din skrivestil, udover din sproglige sprødhed, er det din evne til at inkorporere selvstændige tekststykker fra andre genrer. Blandet ind i det meget unikke Stine Pilgaardske.

I Lejlighedssange er det f.eks. også horoskoper, og i Meter i sekundet brevkasse-korrespondance og altså nyskrevne højskolesange. Som siden har fået deres eget liv i Højskolesangbogen og i en selvstændig udgivelse og CD med Katrine Muff. Stor respekt og stort tillykke til jer begge.

Måske skyldes det din trang til at finde det, vi er fælles om. I stedet for det, der adskiller os. For alle disse genrer, horoskoper, fællessange og brevkasser har et særligt sprog, som vi alle kender og derfor er fælles om. Selvom det godt kan være, at vi – og personerne i bøgerne – ellers bruger resten af tiden og siderne til at tale forbi hinanden.

Og fordi dine bøger er “superspredt”, er Stine Pilgaardsk også blevet et fællesprog, noget vi er sammen om. Din mission er lykkes. Du har opfundet et nyt fælles sprog. Der tales om skælvende grønkål og termokandens sang – det var ikke vendinger vi brugte før Meter i Sekundet. Og hvor er det poetisk på en dejlig dagligdags måde: det hele gir’ mening, cirklen er rund, som jeg har hørt nogen sige.

Der fandtes engang en scene i Meter i Sekundet, hvor alle bogens karakterer mødes og hylder hovedpersonen, da hun endelig tager sit kørekort, men redaktøren, som vi jo ved er en hård negl, bad dig om at stryge den scene, da man jo ikke bare kunne lukke højskolen på grund af opnåelsen af et kørekort. Det ville være urealistisk i en ellers realistisk fortælling. Men det skal ikke stoppe os fra at hylde dig. Vi har godt nok ingen flag, men når du om et øjeblik skal herop og modtage det fysiske bevis på hæderen, vil du opleve, at der nok er nogle boghandlere, forfattere og forlæggere, der har lukket biksen tidligt i dag for at hylde dig, Stine Pilgaard.

Ja, hvad skal man bruge laurbær til? Man skal komme herop og blive kranset.
Stort tillykke.

Stine Pilgaard modtager De Gyldne Laurbær af formand Kenneth F. Pedersen. Foto: Mille Stengård