Instituttet for Fremtidsforskning har – på et yderst aktuelt tidspunkt, skulle man mene – udgivet en rapport om kunsten og fremtiden og hvad de kan give hinanden. Boghandlerforeningen har talt med projektleder Nichlas Larsen om rapporten, og vi kom omkring både science fictions rolle for virksomheders strategiudvikling og fremtidens kulturforbrugere.

Det er altid problematisk at give en definition på hvad kunst er, men kommer rapporten med nogle bud på, hvad kunst er nu – og hvad den bliver i fremtiden?

“Vi er i rapporten ret påpasselige med at definere kunsten – vi er mere interesseret i, hvad kunsten kan gøre for os i forhold til vores fremtid. Da kunsten og kulturaktørerne fik revet tæppet væk under sig med corona, blev det tydeligt, hvad kunsten kan. Der er under pandemien opstået samtaler om kunstens potentiale både politisk og andre steder. Om den måske hjælpe os på vej med den grønne omstilling ved at tage en meningsfuld oplysende rolle og være med til at få problematikken bredere ud i samfundet.

Nicklas Larsen, Instituttet for Fremtidsforskning. Fotograf: Alexander Håkansson

Nogen kalder den tid vi lever i for ”de nye brølende tyvere” med masser af røre både politisk, teknologisk, økonomisk og filosofisk set. Blandt andet derfor ville vi på Instituttet undersøge emnet nærmere, for vi kan spejle os i 1920erne men også bruge det bæredygtige, digitale og inkluderende som prisme.

Politisk bliver kunst og kultur talt op til at kunne hjælpe os ud af corona. Oxford Economics har regnet på, hvad branchen kan bidrag med, og en af undersøgelsens konklusioner lyder, at branchen, hvis man økonomisk og politisk sætter lige så meget skub på kulturbranchen, som man gjorde inden corona, ville kunne være en kæmpe løftestang for den britiske økonomi.

Det er svært at tale om konkrete kunstformers potentielle bidrag, men det er interessant, at de nye digitale kunstformer, der spirer frem, skubber til samfundets grænser og normer. Kunsten har jo netop en forfinet evne til at spotte forandringer og stille spørgsmål, som vi kan bruge til at få kickstartet vores forestillinger og samtaler.”

Fremtidens kulturforbruger

Er de strømninger og tendenser, der fylder i kunstverdenen i dag som identitetsspørgsmålet og anti-kapitalisme store nok til at man i fremtiden vil betragte denne tid som skelsættende for kunsten?

“Vi står i en brydningstid. Kunstnere og kulturlivet står ofte i opposition til status quo. Nutiden vil blive husket for repræsentationsspørgsmålet, ja. Hvem der får en stemme, og hvem der giver plads, eller ikke gør. I den antropocæne tidsalders tidlige epoke – som vi befinder os i nu – er det skelsættende det økokritiske og spørgsmålet om repræsentation.

I den forbindelse giver det mening at spørge, hvordan den kulturelle forbruger ændrer sig? For hvis kunsten er optaget af bestemte spørgsmål, er forbrugerne det måske også…

Fremtidens kulturforbrugere vil udfordre den traditionelle kulturtanke. Fx dét, at du skal abonnere på et helt parti i stedet for på en enkelt idé. Vi er i dag langt mere drevet af følelser og forestillinger end af tradition og hele værdisystemer. Som eksempel på en mere tidssvarende organisation, vil jeg nævne Saga, som er en ny ungdomsbevægelse, hvor du selv kan vælge, hvad du vil kæmpe for, og hvor meget du vil engagere dig.  Der er fokus på enkeltsager snarere end på en hel paraply, og man sætter ulighed og magtmisbrug under lup. Du kan se det i sammenslutninger som #freebrittney, Black Lives Matter, #MeToo.

Det vi ser, er et opgør med opdelingen af kulturforbruget i high brow og low brow, det er langt bredere nu. Man kan lidt kækt sige, at dem, der nok går mest op i genrer er branchefolk, der plejer at sidde på magten. Men forbrugeren er ligeglad. Hun ser Nøddeknækkeren samtidig med, at hun glæder sig til NFT-kunst i Nikolaj Kunsthal (”Non-Fungible Token” eller digitale filer, der hverken kan ændres, kopieres eller på anden måde manipuleres. Uforanderligheden skyldes, at de er baseret på samme blockchain-teknologi som for eksempel Bitcoin – og ligesom med Bitcoin kan enhver enkeltdel af block-kæden ikke ændres, uden at hele kæden hackes og laves om. Red.). Kulturforbruget bliver mere interessebaseret.”

Science fiction som strategisk værktøj

“Generations Zs tag på kreativitet er anderledes end de ældre generationers. De er medskaber af content i ét væk, hvilket blandt andet definerer kreativitet i deres øjne. Men den kreativitet de unge går ind for, synes de ikke findes i den etablerede kunstindustri.”

Og måske ser vi derfor også en afvikling af den etablerede kunstindustri og ser mere interesse for undergrunden?

“Måske. Men det er svært at se i samfundets ret groteske syn på CCI/CCS-sektoren (kunst- og kultursektoren. Red.) – når EU laver prognoser, samles alt kunst og kultur ofte under den samme paraply. Opera, arkitektur, musik, klassisk billedkunst, Netflix og gaming. Man hævder, at der er vækst i sektoren, men det er jo soleklart, at væksten er ujævn, når opera og streaming tilhører samme kategori, hvis vi sætter det på spidsen.”

I hævder i rapporten, at sci-fi-litteratur kan bruges til at fremtidssikre organisationsstrategier. Hvad mener I med det?

“Kæmpeselskaber som VISA og NIKE og globale organisationer som FN og NATO er interesseret i, hvordan man kan involvere sci-fi-forfattere i arbejdet med nytænkning og konflikthåndtering. Forfatteren Kim Stanly Robinsson har skrevet bogen ”The Ministry for the Future” Den handler om, at en massiv hedebølge rammer Indien og forårsager kaos og død. Han blev inviteret til COP 26 for at tale til politikerne fra fremtiden og hjælpe FN-agenturet med at håndtere klimaforandringerne.

Sci-fi-prototyping kan give inspiration til produktudvikling eller et nyt blue print, for sci-fi får os til at stille spørgsmål til vores egen tid. Når man tales til fra fremtiden, kommer man ofte til at se helt anderledes på tingene. En virksomhed som Intel bruger sci-fi-forfattere til at undersøge begrebet ghost computing. Microchips bliver i fremtiden så små, at man dårligt kan se dem. Hvad sker der, når ens produkter bliver næsten usynlige? Hvilke problemer medfører det, og hvordan skal man tale om sine produkter i dén fremtid?”

Er det ikke det samme som at udvikle scenarier?

“Metoden adskiller sig ved, at man ofte står i nutiden og ser frem mod en forestillet udvikling, når man arbejder med scenarier. Science fiction befinder sig allerede i fremtiden og er derfor ikke hæmmet af at skulle være plausibel. Den kan derfor nemmere sprænge rammerne for, hvad der er accepteret som muligt.”

Håbet og frygten

Er det kun science fiction, der kan åbne folks hoveder for fremtiden? Hvorfor har vi brug for utopiske og dystopiske fortællinger for at indstille os på fremtiden? Hvad med bare anderledes forestillinger?Kan samtidslitteraturen ikke bidrage?

“Det handler om at få forestillingsevnen på gled, og her har vi brug for historiefortællinger. Om det er en selvhjælpsbog eller en digtsamling, der får folk til at tænke anderledes, er måske en smagssag. Muligvis kan alle genrer bruges, så længe de udfordrer status quo. Men der er meget få kunstformer, der udfordrer vores antagelser lige så meget som sci-fi. Genren ligger mellem nuet og fremtiden, og trækker derfor på vores forestillinger om håb og frygt.

Rapporten er en antologi, for vi ville gerne have mange forskellige perspektiver med, og det var interessant både at inkludere utopier og dystopier, selvom det kan være udskældte genrer, og man skal være opmærksom på sin position, når man bruger dem. Utopi for mig er ikke nødvendigvis utopi for dig. Men når det er sagt, så er dystopigenrens primære funktion at give folk et indblik i, hvordan det går, hvis vi bliver ved med at gøre, som vi gør, uanset følgerne, som vi f.eks. ser det ske i ”Black Mirror”, der viser et samfund præget af frygt, som i Orwells ”1984”.

På den anden side har vi brug for, at der også er nogen, der udtrykker håb for fremtiden og tager det håb alvorligt. Altså som kan se samfundet som utopi, hvor folk lever under bedre forhold og ikke har fokus på et idealsamfund, som hos Thomas Moore (forfatter til ”Utopia”), men på hvilke skridt vi skal tage for at få en bedre fremtid.”

Demokratiseret fremtidsforskning

Hvilke nye indsigter om forholdet mellem kunst og fremtid kommer rapporten med?

“Fremtiden er normalt noget vi frygter, drømmer om eller håber på, den er sjældent noget, vi er så systematisk kritiske over for. Vi skal træne vores evne til at tænke i fremtider, og samtidskunsten og kulturen er relevant her. Samtidskunst kan kaldes fremtidskunst, når den peger fremad og udfordrer status quo.

Til trods for, at vi alle sammen forestiller os fremtiden hele tiden, ved vi enormt lidt om den og har meget få kollektive billeder på fremtiden. I rapporten er vi interesseret i, hvordan vi kan blive bedre til at gøre vores omgang med fremtiden mere kvalificeret – ikke bare fremtidsforskerem, men alle. Kunstnerne og kulturen har her en mulighed for at invitere og sætte gang i debatten i de brede lag og lære folk til at blive bedre til at tænke i fremtid.

På den måde kan fremtidstænkning demokratiseres under de rette forudsætninger, hvor kulturinstitutioner og kunstnere kuraterer efter, at samfundet skal have skærpet det, UNESCO kalder vores ”Futures literacy” – altså vores fremtidsfærdigheder. Fremtiden er meget mere end tech og robotter, og hvis vi bliver bedre til at forestille os fremtiden, kan vi måske begynde at handle kollektivt på den.”

Instituttets rapport

 

 

 

 

 

 

 

 

Lær rapporten her